19. mar. Søndag, afrejsedag
.
Dykning er en af de hurtigst voksende fritidsaktiviteter på verdensplan. Der findes snart ikke det sted på kloden, hvor man ikke kan iføre sig grejet, plumpe i dybet, og lave bobler. Alt er planlagt og tilrettelagt i mindste detalje af dykkerudbydere og femstjernede PADI resorts. Overalt møder man ligesindede, og diskuterer hvad man så, og især hvad man ikke så – lige fra drabelige hajer, hvaler, svævende djævlerokker, legesyge delfiner og stimer af farverige fisk til makroverden med bittesmå, og nærmest rumagtige væsner, i de mest spektakulære omgivelser.
Hvad er det der drager som en magnet, og gør at vi gladelig ofrer formuer på en sådan hobby? Svaret er enkelt; det ukendte. Nysgerrigheden efter hvad der findes dernede, og hvad der gemmer sig i det næste skibsvrag, der skal afsøges. Spørger man mig, er der også et andet element. Jeg har nemlig den evne, at jeg kan flyve når jeg drømmer, og det er præcis den oplevelse man har, når man dykker: At svæve omkring i nærmest vægtløs tilstand med sin makker ved ens side, mens en fremmed verden passerer forbi. Og så længe man overholder hvad man har lært, er det såmænd ikke sværere end at cykle eller at stå på ski. Når man først har lært det, sidder det – selv efter års pause.
Skæbnen med dykning er dog, at mere vil have mere, og derfor begynder man at rejse længere og længere ud i jagten på større og mere spektakulære oplevelser. Og det kan hurtigt få økonomiske konsekvenser i takt med de forskellige niveauer og aktiviteter, man har tillært sig. Jeg er f.eks. strøm- og vragdykker, og parat til at betale for det – og tro mig, det er det hele værd. Med rette certifikater og udstyr, er mulighederne nærmest uendelige! Bagefter hedder det vand og brød det næste halve år. Men nok om det. Følg med på en ny rejse, så skal jeg fortælle, hvordan drømme bliver til virkelighed. For drømme er dem vi gerne fører ud i livet, og de har ingen alder. Det hele er timet og tilrettelagt, og hvad der sammen med læseren venter os, aner jeg ikke…
.
Afsted igen…
.
.
.
.
BALI, WAKATOBI & MOLUKKERNE
.
.
.
.
Det der stadig var lukket for et år siden, og som egentlig burde have været gennemført 2020, bliver nu – bedre sent end aldrig – til virkelighed. Efter sigende skulle dette være toppen af, hvad man som dykker kan opleve i Indonesien, og det siger ikke så lidt. Bedste tid er marts og april, og eftersom det hele blev købt og betalt 2019 (før Corona-epidemien) har man beholdt betalingerne som depositum indtil nu. Og jeg skal love for der er kræset efter denne to års forsin-kelse.
Flypriserne er eksploderet, men nu er jeg endelig på vej i 12A – vanen tro – på SQ’s dejlige A350-900. Flyrejsen går fortsat udenom Rusland og Ukraine, tager 12 timer og 30 minutter og man har lyttet til kundernes kritik. Nu mangler man blot at fjerne besætningens mundbind og genindføre de varme frotté-vaskeklude, så er vi tilbage til normalen med Satay-kylling og det hele…
Menuen er ikke så ekstravagant som den plejer at være og det undrer mig, eftersom business og economy-plus som sædvanlig er totalt udsolgte. Så efter min mening burde der falde noget af, når man betaler de skyhøje billetpriser. Til gengæld er jeg igen benovet over det høje serviceniveau. Tidligere anrettede man desserterne med ost, frugt og kage. Det gør man ikke længere, da det hele er portionsanrettet, selvom der er oceaner af tid til at kræse om passagererne. Men hvad der sættes til på gyngerne, vinder man tilbage på karrusellerne, for alle de oscarvindende film fra dette år er allerede i systemet, hvilket er imponerende.
Flyet foretager et elegant sving østover, jeg læner mig tilbage med en Bloody Mary (uden tabasco), mens en velkendt stemme synger i øretelefonerne:
.
It’s my turn to try and find my way
And if I should get lost, at least I’ll own today…
.
Det lyner og tordner som sædvanlig et sted over Indien, mens flyet vugger os videre østpå.
.
.
.
20 – 24. mar. Denpasar
.
.
Flyskiftet i Singapore er efterhånden ren rutine, og nu er loungen i terminal 2 genåbnet. Den kan være lidt svær at finde pga. skiltningen, og man skal forbi den almindelige SilverKriss lounge, for at komme til Gold Loungen. Den er knap så store som i terminal 3, men der er langt færre brugere, og dermed ingen ventetid på en af brusekabinerne. Det kommer jeg i stemning af, så jeg snupper et hurtigt bad og skifter tøj. Fremover vil jeg benytte denne lounge – også selvom jeg ankommer til en anden terminal, og transittiden tillader den lille togtur mellem terminalerne. Desuden venter et velassorteret madsortiment, så guld-loungen i Kastrup fremstår som et cafeteria ved siden af…
Baliflyet er det forhadte B787-10 uden plads og en nærmest uspiselig morgen-mad, der ryger retur, ligeså hurtigt som den bliver serveret. Som noget nyt skal alle indrejseformaliteter til Indonesien registreres elektronisk et par dage før ankomsten. Man køber fortsat sit ”visa upon arrival”, og er man over 65 kan man benytte en særlig ekspres-kø. Men det mest uventede er, at der står en ung repræsentant fra Wakatobi Dive Resort med et skilt med mit navn allerede ved Singapore Airlines ankomstgate. Selvom Keraton Jimbaran Resort står for transport og ophold, er den unge mands opgave at assistere hele vejen, indtil man sidder i transferbilen. Alt elektronisk er allerede kodet ind på forhånd, så man ikke skal bekymre sig om noget som helst efter den lange rejse! Bagagen bliver der også taget hånd om – hvilket er en velsignelse, for varmen og luftfug-tigheden rammer som en mur, så snart man træder ud af flyet.
Min chauffør, Komang, venter udenfor ankomsthallen, og snart efter er vi på vej til resortet. Det ligger blot 15 minutters kørsel fra lufthavnen og er valgt, eftersom jeg skal bo der ad flere omgange og pakke om mellem de forskellige dykkeropga-ver.
Keraton Jimbaran er et typisk resort i balinesisk stil, der ligger i den sydvestlige del af Denpasar ved en nærmest endeløs strand. Jeg får tildelt et stort deluxe-værelse med udsigt over tropehaven mod havet, pakker ud, installerer mig og nyder en tiltrængt lur. I første omgang skal jeg bo her i fire nætter (levn fra tiden hvor der endnu var karantæne) og det passer glimrende, så jeg kan få bugt med jetlagget og få trænet lægmusklerne med dykkerfinnerne i poolen.
Resortets daglige leder, Mrs. Sukawati, har foruden at være min kontakt også ordnet det praktiske omkring opholdene med transport til og fra lufthavnen. Hun har også foreslået at indbetalingerne fra 2019 henstår som et flydende depositum, der bliver modregnet de forskellige ophold, middage osv. En genial løsning der afregnes i takt med forbruget, så udgifterne holdes opdateret.
Oprindelig var opholdet inkl. morgenmad, men pga. de mange ændringer, så jeg flere gange skal i lufthavnen inden restauranten åbner, betaler jeg kun for den morgenmad jeg indtager. Jeg er endda så heldig, at få lov til at beholde mit værelse frem til kl. 17 den sidste aften inden hjemrejsen uden ekstrabetaling.
.
Resortets indkørselsparti
.
Resortets indgang
.
Resortets udgang
.
Reception & orkesterpodium
.
Mod tropehaven
.
Villaer tv. Værelseskompleks th.
.
Mit værelse 236 (første sal)
.
Indgang fra svalegang
.
Bænk & dobbeltseng
.
Skriveplads & siddeafdeling
.
Badeværelset
.
Mod balkonen
.
Balkonen
.
Mod tropehaven & havet
.
Mod kaffe-shop & Restaurant
.
Restauranten (kun morgenmad og frokost)
.
Poolområdet
.
Mod serviceafdeling & spa
.
Den lukkede poolbar
.
Bruser & poolområde fra modsatte ende
.
Ved stranden
.
Mod havet
.
Mod lufthavnen
.
I modsætning til de nærtliggende luksushoteller, er Keraton Jimbaran stadig halvlukket. Normalt er der en stor restaurant, kaffe-shop poolbar og spa-afdeling. Men de er alle lukkede. Bortset fra den serverede morgenmad kan man kun få sig en Mie eller Nasi goreng – pizza eller en burger – that’s it! Så de relativt få gæster foretrækker at gå ud og spise, hvilket jeg også gør, efter at have besøgt den noget dunkle afdeling med et par skæve borde, hvor aftensmaden serveres. Foruden mig er der også andre danskere, som har fundet vej hertil via en website, og de er også skuffede over det relativt lave udbud der er – det står der nemlig intet om i websiden…
Bali – også kaldet Gudernes ø – er berømt for sine religiøse fejringer. En af de kendteste er Ogoh Ogoh-paraden i forbindelse med Nyepi (stilledag), der i år falder onsdag den 22/3. Førstnævnte er indledningen til det balinesiske nytår, og dagen derpå er helliget ro og meditation.
Ca. en måned inden festlighederne begynder enorme skulpturer at tage form rundt omkring. De ligner menneskeagtige dyr fra den hinduistiske og balinesiske mytologi. Senere tilføjes malet papmache som hud, parykker, røg, fakler, fyrværkeri og andre effekter, for at tilfredsstille guder og dæmoner. Der er mange figurer, og hver især bæres af unge mænd ledsaget af et lydinferno af balinesisk musik. Kvinderne er iført silkesaronger og bærer smukke ornamenter med guldblade. Meningen med ceremonien er dels at stille guderne tilfreds, men også at forvirre dem, så de ikke lægger ondsindede planer. De gigantiske figurer bliver derfor vendt og drejet ved alle vejkryds, fordi det iflg. troen er her guderne som oftest konspirerer.
Festlighederne afsluttes med traditionel dans, og dagen efter – fra solopgang til solopgang, er der stille. På denne dag i marts eller april går alt på Bali i stå. Man skal holde sig indendørs uden at tale, arbejde eller benytte elektricitet. Al transport indstilles, og luftrummet over øen lukkes. Alle hoteller og resorts sørger naturligvis fortsat for mad til sine gæster. Men man må hverken gå på stranden eller forlade området man bor i…
Som man nok kan regne ud, er det vigtigt at undersøge hvilken dag på året Nyepi ligger. Det kan nemlig gå hen og blive et problem, hvis man beslutter at foretage en udflugt eller rejser videre, da alt er lukket og slukket. Mange turister har ikke sat sig ind i hvordan man opfører sig, og Keraton er ingen undtagelse. Her spiller et australsk par musik på sin mobiltelefon i restauranten. Det er ikke velset blandt de få balinesere der serverer, og det hele ender med, at jeg på en pæn måde må bede dem om at slukke for deres popmusik, hvis de vil have noget at spise.
Min rejse er tilrettelagt således, at jeg kan deltage i festlighederne, da jeg først rejser videre to dage efter. Og skulle man misse årets event, er der stort set ligeså mange andre religiøse fejringer som der er dage på et år.
.
Seksarmet kriger
.
Dansende kvinde-dæmon
.
Firearmede krigere
.
Menneskedyr i dagslys
.
Samme i aftenlys
.
Dæmon i dagslys
.
Samme i aftenlys med stænger til at løfte el-kabler
.
Dragelignende dæmon i dagslys
.
Samme i aftenlys
.
Lygtemand viser en ånd på vej
.
Samme i aftenlys
.
Kvinder i silkesaronger og ornamenter med guldblade
.
.
.
24. mar. Fredag, afrejsedag
.
.
For ikke at komme i tidsnød med afregningen som i Ny Kaledonien, hvor man opkrævede lidt rigeligt, foregår afregningen på Keraton torsdag aftenen inden afrejsen tidlig fredag morgen. Og ganske som forventet er der også rod i regnskaberne denne gang. Men den bliver klaret med Mrs. Sukawati over telefonen og så er den potte ude. Afgang fra resortet sker på sekundet kl. 06.30 med mødetid i lufthavnen kl. 06.45. Her står den flinke repræsentant (Diyan) igen parat sammen med en flok ansatte, der sørger for check-ind og følger os videre op til et spisested i afgangshallen, hvor der er arrangeret morgenmad. Det er helt vildt, og 45 minutter senere er der afgang med resortets chartrede Air Wings ATR72-600. Vi er kun 25 passagerer med et væld af proviant i papkasser, der er stablet og surret fast på de første 11 rækker. Afgang til Bandar Udara Maranggo på øen Tomia – sydøst for Sulawesi – sker kl. 08.00, og flytiden er 2 timer og 40 minutter med fuld servering og kolde frotté-vaskeklude at friske sig op med. Joda, der er sandelig tænkt på det hele!
.
Diyan står også for afgangen
.
Wakatobi National- og Marinepark
.
Wakatobi Dive resort ligger på naboøen Tolandona, og for at komme derover venter en række køretøjer, der transporterer gæsterne ned til havnen, hvor nogle af resortets dykkerbåde sejler den korte tur over til resortet. Ombord venter flere forfriskninger og vaskeklude, og samme gentager sig ved ankomsten til resortet. Allerede ved molen bliver man mødt af en såkaldt vært, der følger gæsterne over til hovedbygningen – det såkaldte longhouse – med lounge, reception, bibliotek, shop og dykkercenter, hvor vi får en kort briefing om bl.a. dagens første dyk, og hvilken dykkeråd og dykkerguide man er tildelt. Værten følger herefter gæsterne til deres respektive villaer og viser én tilrette. Og mens man spiser frokost er kufferterne allerede bragt til døren…
Det her er noget af det mest velorganiserede, jeg nogensinde har oplevet. Alt kører som et urværk, og der er tænkt og taget hånd om selv de mindste detaljer. Man har sin egen nummererede kurv til sit dykkerudstyr, og når ens ting er lagt i den og stillet udenfor døren, bliver det hele bragt over til den dykkerbåd man skal være på. Ved dagens afslutning bliver alt vasket og ordnet til næste dag, og så starter hele maskineriet forfra igen. Flyene afgår og ankommer fredage og mandage, så man er stort set i samme dykkergruppe fra man kommer til man rejser. Og alle er inddelt efter niveau, så de rutinerede ikke havner i samme gruppe som nybegyndere. Dykkerbådene roterer mellem et utal af enestående dykkersteder – endda med flere forskellige ”drop-off’s”, så man ikke er mere end fem-seks personer på samme sted. Første dyk er et såkaldt prøvedyk, der foregår ved resortets ”House Reef”. Det er 20 km. Langt, så der er god plads, og hører til et af verdens fineste. Her kan man desuden dykke så ofte man vil, så længe man er to, og det foregår yderst fra resortets mole. Samme sted er der desuden en udsigtsplatform med bar, hvorfra man kan nyde en cocktail og de spektakulæreste solnedgange.
Der er et utal af stamgæster. De er som oftest velhavende amerikanere – lidt oppe i årene, men kommer gerne til Wakatobi fordi det hele er så velorganiseret. Især hvis man har aldersbetyngede skavanker. Villaerne er store med masser af skabsplads og udendørs bruseafdeling med et utal af velassorterede toiletartikler. Når man vender hjem fra eftermiddagens program, er gangarealerne fejet i mønster – også foran ens villa, og der er et lille bassin med vandhane til at skylle fødderne i. Værelset er aftenklargjort og gardinerne trukket for, så der er behagelig køligt. Maden er nærmet gourmet og betjeningen et kapitel for sig. De tiltaler én med navns nævnelse, og bringer straks maden fra buffeten over til ens faste plads, når tallerknernes antal bliver for mange. Det er absurd hvor lækkert alt er tilberedt, og der er sågar en lille afdeling, hvor man kokkererer specialiteter.
Om morgenen bliver der tilberedt alskens omeletter, spejlæg og asiatiske nudelretter. Om aftenen sushi, supper, pasta og alt mulig andet der skifter hver dag. Selve buffeten indeholder forskellige forretter, salater, varme og kolde grønsagsretter, fisk i alle afskygninger og naturligvis steaks, kyllinger og lammekød der skæres ved en anden buffet nærmest køkkenet. På buffetens langside er der altid frisk frugt, portionsanretninger og de mest raffinerede desserter. To dage er aldrig ens og der hører naturligvis en stor skænk til, hvor alskens drikkevarer beredes.
Hemmeligheden bag Wakatobi Dive Resort kan sammenlignes med Singapore Airlines. Der er ikke ændret meget ved konceptet, så alt er som det plejer at være, og det giver pote. Ligesom SIA er Wakatobi en totaloplevelse, og den succeshistorie skal man ikke lave om på. Og ligesom SIA er Wakatobi også svimlende dyrt. Til gengæld må man huske, at resortet ligger midt ude i ingenting, og alt derfor skal transporteres hertil. Selv de lokale fiskere fra Maranggo bliver betalt for at holde sig væk, så dykkerne kan nyde et fuldstændig uspoleret marineliv…
Wakatobi er grundlagt på et princip om, at forvænte dykkere gerne støtter et økovenligt sted, der tilbyder mere end det basale. Her kombineres formidable dykkeroplevelser med en enestående service samtidig med, at man deltager i et unikt bevaringsprojekt med en bæredygtig udviklings-støtte til lokalsamfundet. Til resortet hører også en luksusyacht, der fungerer som en liveaboard. Skibet sejler næsten hele året rundt mandage på en uges dykkersafari med op til 10 gæster, så hvis man vil have plads på den galej, skal man være tidligt ude – men det vender jeg tilbage til.
.
Nogle transfer & dykkerbåde
.
Wakatobi Dive Resort
.
Oceanfront nr. 20
.
Dejlig dobbeltseng
.
Skriveplads & garderobe
.
Badeværelse & udgang til bruseafdeling
.
Alskens toiletartikler
.
Udendørs bruseafdeling…
.
… med højt til loftet
.
Verandaen
.
Privat solplads
.
.
.
24 – 27. mar. Wakatobi
.
.
Allerede ved ankomsten føler man sig straks hjemme, og som sædvanlig varer det ikke længe, inden man er blevet gode venner med personalet og mange af de nyankomne gæster. At tale om forkælelse er stærkt underdrevet, idet man stort set ikke skal bekymre sig om andet end at spise, drikke, slappe af og møde op ved ens tildelte dykkerbåd på et givent tidspunkt. Alt andet bliver der taget hånd om. Man er konstant omgivet af folk, der ikke bestiller andet end at forkæle én, og det hele styres af den schweiziske resortchef, Christian (Chris) eller britiske Claire med en hær af ansatte ”behind the scenes”, der byder gæsterne det ypperligste af, hvad en dykkerferie indebærer på allerhøjeste niveau.
De indledende dage går med tre daglige dyk efterfulgt af massage & velvære. Vores gruppe består af fire dykkere; tre fra Hawaii og mig. Dykkerguiden hedder Yusef, og efter vores prøvedyk lader han mig stort set passe mig selv, så længe jeg har kontakt til de øvrige, og kan se deres luftbobler. Mine forventninger til dykkerstederne er tårnhøje, og oplevelsen bliver så sandelig også indfriet til fulde. Aldrig har jeg haft en dykkerguide, der har udpeget så mange slags forskellige fiskearter og besynderlige skabninger, jeg aldrig har set før. Korallerne er nogle af de smukkeste og flotteste jeg nogensinde har oplevet, vandet er krystalklart og marinlivet, hvad de mange små og farverige koralfisk angår, er uforlignelige.
Der går imidlertid ikke ret længe inden man opdager, at der i al denne skønhed mangler noget – nemlig de større fisk – især hajerne. Det hele er desværre fisket op under Corona-epidemien, for lokalsamfundenes overlevelse. Og når kineserne er på jagt efter hajfinner, og de mellemstore fisk er havnet på tallerkenerne, bliver fødekæden brudt. Væk er derfor trevaller, barracudaer og større rovfisk sammen med hajerne, indtil naturen får genetableret balancen. Og det er netop hvad man kan opleve nu. Fiskene yngler med ekspresfart og mange arter er begyndt at retablere sig. Men der er lang vej endnu, og det vil tage år, inden en dykker igen kan få øje på en revhaj.
Som jeg fortalte ligger Wakatobi ved et af verdens epicentre indenfor koralbiodiversitet og er med på UNESCO’S Verdensarvsliste som et Marine biosfære-reservat. Når man dykker her, kan man således opleve den største variation og mangfoldighed af marineliv. Man ser ikke alene smukke scenerier eller uberørte koralrev, men også et væld af farvestrålende revfisk samt usædvanlige og ofte sjældne og gådefulde væsner. Nye og udokumenterede arter bliver endda stadig opdaget netop her. Andre steder i Indonesien kan man se enorme fiskestimer, større havdyr og få sig et drabeligt undervands-adrenalinsus ved f.eks. strømdyk. Men oplevelsen af uberørte koralrev – så langt øjet rækker – er unikt præcis for dette område.
I de fire indledende dage foretager jeg i alt ni dyk. Det ene bedre end det andet og derfor svært at vælge de bedste. Her kommer i alt fald fire:
.
House Reef ved resortet (ca. 19 meter – ingen strøm)
Et af verdens bedste. Man dykker langs revet, der skråner 40 meter ned mod havbunden. Bedste dybde er ca. 15 meter. Her ses farverige koralfisk, 6 gigantiske stripe-leg spiny-lobsters, stenfisk, krokodillefisk, orangutang krabber, nøgensnegle, bladfisk, skorpionfisk og store dragefisk.
.
Liable East nr. 7 på kortet (ca. 29 meter – ingen strøm)
Alle dyk foregår langs den 20 km. lange koralvæg. Her er et interessant marineliv, men større fisk foruden trevaller findes ikke. Til gengæld ses et væld af makro og mindre koralfisk, skildpadder, pygmæsøheste, jomfrufisk, skorpion- og stenfisk, fantastiske søtræer og takkede koraller.
.
Teluk Maya nr. 11 på kortet (ca. 21 meter – ingen strøm)
Sandbanke der skråner op som snebjerge. Her er alt hvad makrodykning indebærer. Hvid flynder man kun opdager når de bevæger sig. Pegasus Moth – lille fisk der ligner et rumvæsen. Koloniål, leverfarvet Asteronotus (nøgensnegl) og masser af blåplettede rokker, der skjuler sig i sandet.
.
Batfish Wall nr. 21 på kortet (ca. 30 meter – lidt strøm)
Superflot koralvæg med flagermusfisk, krokodillefisk, gullæbet havkrait, skælfinnefisk, kejserfisk (Pomacantus) koralfremspring med sovende skildpadder, rokker og spøgelsesnålefisk.
.
Dykkerstederne i Wakatobi
.
Her er meget pænt…
.
House Reef
.
House Reef
.
En Karetteskildpadde hviler sig
.
Teluk Maya
.
Krokodillefisk
.
Bladfisk
.
Pegasus Moth
.
Leverfarvet Asteronotus (nøgensnegl)
.
Pygmæsøhest
.
.
.
27. mar. afsejling
.
.
Vejret er overskyet med stedvis regn, men det forhindrer os ikke i at gennemføre dagens program. Yusef har hørt at jeg er glad for strømdyk, så da vi her til morgen kun er ham og mig, plumper vi i ved Trailblazer (nr. 12 på kortet), og får os – om ikke en flyvetur – så et herligt drivdyk langs et skrånende koralplateau.
Det andet dyk er ved Vivians Reef (nr. 26 på kortet) og trods vejret er begge dyk fine. Sidstnævnte ligner fingre, hvor man dykker op, ned og mellem de forskellige koralformationer. Dykkerstedet ligger lidt afsides, og pga. revformationerne har fiskerne haft frit spil. Det er derfor trist at se de mange efterladte fiskeliner og kroge, der sidder fast i koralgrene og vegetation. Skidt og ragelse er dumpet i havet, så det varer ikke længe inden Yusef og jeg er i fuld gang med at fylde efterladte rygsække og netposer med oprullede fiskeliner og andet grej. Heldigvis har jeg et værktøj til netop dette formål, så det går hurtigt. Det er ildeset at røre koraller og søtræer, så arbejdet med at befri dem for fiskernes efterladenskaber, foregår så nænsomt som muligt hjulpet af de bedste eksperter. Havde jeg ikke dette redskab var disse missioner uladsiggørlige!
Al min bagage er klar og pakket med det jeg skal bruge på Pelagian. Resten efterlades i min store blå kuffert på resortet. Med mig har jeg således håndkufferten med tøj til en uge og dykkertasken med resten, samt toiletartikler. Dykkerudstyret ligger i kasse 43, der bringes ombord på båden. Et supereffektivt system der som alt andet, foregår som et schweizisk urværk. Samme kasse benyttes ombord på Pelagian, så besætningen har styr på hvem den tilhører, og således kan klargøre grejet hver gang vi skal dykke og renser det hele igen ombord, når man kommer tilbage.
Kort inden afrejsen tager jeg afsked med Chris, som rejser på en seks ugers ferie hjem til Lausanne, mens Claire overtager styringen. Hun bliver således min kontakt under resten af opholdet.
Første del af turen afsluttes med frokost på resortet, hvorefter der er afgang til Pelagian 13.15. Vi er i alt syv personer med trekløveret fra Hawaii, og det er så snedigt tilrettelagt, at vi fire fortsætter med at dykke sammen. Eftersom vi allerede kender hinanden, glæder vi os til at spendere en uge sammen på skibet. Foruden os er der to canadiere fra Ottawa og en amerikaner fra Phoenix. Vi er fordelt på de i alt fem kahytter, og har hele 12 besætningsmedlemmer til at varte os op…
.
.
.
.
27. mar. – 03. apr. m/v Pelagian
.
.
Hvis resortet er det rene luksus, er det intet imod hvad lystyachten m/v Pelagian kan præstere. Det er totalt vildt med kun syv passagerer og et komplet mandskab inklusive to spanske ”cruise-direktører”, Ramon og hans kone Judith. De er begge fra Barcelona og agerer også dykkerguider, der sammen med to andre skiftes til at dykke med os – vores med Judith og Mali.
Lystyachten blev bygget af Batservice Verft A/S i Norge 1965, og kom senere til Indonesien. Skibet er flere gange blevet moderniseret og består i dag af fem kahytter, der rummer op til tre personer i hver, men tager kun 10 dykkere pga. den begrænsede siddekapacitet. Denne tur er nr. 2 i rækken – dvs. starten af sæsonen. Derefter er alt udsolgt resten af sæsonen pga. efterslæbet af Covid, hvor mange, som de fleste af os andre, først nu kan gennemføre. Min rejse fra 2020 skulle have været sidste år, men da var resortet ikke klargjort.
Wakatobi hører blandt Indonesiens bedste dykkersteder og derfor i en klasse for sig selv. En uges sejlads koster mellem US 380 – 765 p.p. (beroende på sæson) med enkeltværelsestillæg på mellem US 260 – 520. Hertil kommer opholdet før og efter sejladsen med særflyet fra Bali. Til gengæld er oplevelsen nærmest ubeskrivelig, og der er stort set udsolgt hele sæsonen. Man skal derfor være ude i god tid, hvis man ønsker hele pakken! Dagsprogrammet for for Pelagian er følgende:
.
06.00 (op) – ingen vækning da nogle ønsker at stå senere op.
Let morgenmad.
06.45 briefing og første dyk.
Stor morgenmad.
10.45 briefing og andet dyk.
Frokost.
13.45 briefing og tredje dyk.
Eftermiddagskaffe & kage.
17.15 briefing og natdyk.
19.00 Middag.
Aftenhygge med forskellige temaer og små undervisningsfilm.
.
Den første dag ligger vi for anker, får en kort briefing og foretager et eftermiddagsdyk. Det foregår på et for mig uinteressant sted, og da vejret fortsat er overskyet med regn, snupper jeg en gin & tonic, afslutter mit skrivearbejde og slapper af. Afsejlingen sker tidlig næste morgen og da skinner solen igen. Nu vi taler om vejret sker det besynderlige, at ugen før havde det været rædsomt med regn og blæst. I de fire dage før sejladsen er vejret perfekt, bortset fra afrejsedagen med Pelagian. Herefter er vejret elendigt i Wakatobi, mens vi har solskin og blå himmel hele ugen. Efterfølgende sejlads er vejret rædsomt, mens det på Wakatobi er omvendt. Og sådan fortsætter det hele resten af turen. Hvor jeg end kommer hen er vejret godt, mens det ugen før og efter har været elendigt, og hvor dykningen indimellem er blevet aflyst…
Nuvel, første dag foregår dykningen ved Rainbow Reef. Briefingen sker agterude, hvor ens kasse med dykkergrejet befinder sig. Alt er lagt frem med dykkerdragterne pænt foldet, dykkerure, sokker, finner og masker ligger parat, så mens man ifører sig sit grej får man en kort briefing om dykkersted og forhold, hvorefter to ”dinghyer” bringer os ud til koordinaterne.
Vi er hver især udstyret med en overflademarkør, GPS og alt mulig andet. Ramon har nemlig været udsat for et strømdyk, hvor han drev rundt i tre timer, inden man fandt ham, så denne dims er et glimrende hjælpemiddel når man som os befinder sig langt ude i ingenting, hvor der hverken er skibe eller andre mennesker i miles omkreds. Og som om det ikke er nok, følger dinghyerne os overalt som en sidste sikkerhedsforanstaltning. Vi er med andre ord mere end overforsikrede!
Dagens andet dyk er kun på 10-15 meter. Alligevel suser dinghyerne frem og tilbage hen over hovederne på os, som var det et hastighedsløb for speedbåde. Lydbølgerne bevæger sig fire gange hurtigere under vand og gør hørelsen meget følsom, så bådførernes leg er så ubehagelig, at jeg må afbryde efter 20 minutter:
– The boats have to be there, skriver Judith på sin undervandstavle, og det er forståeligt nok. Men bådførerne behøver ikke at køre ræs, og kan tydeligt se vores farvestrålende overflademarkører, når vi kommer op efter en time, så hvad er det lige de har gang i? Kaptajn Ramon får besked, og så stopper det heldigvis. Hvis man forestiller sig hvordan marinelivet har det med bådmotorernes larm, forstår man hvilket ubehag det også må være for de store hvaler ude i oceanerne…
.
.
Vores rejserute går fra Wakatobi (den lille ø vest for Tomia) nordpå over Kaledupa og øerne ved Wangi-Wangi, videre til Buton og Pasar Wajo med retur via Karang Kapota og Karang Kaledupa.
Dykkerstederne er eminente, men det står sløjt til med marinelivet. Der er fortsat ingen større fisk, hvilket bekræfter, at de også her er fisket væk. Nogle få steder møder vi et par trevaller, men hajer er der ingen af. Til gengæld sidder et væld af nye såvel som gamle fiskeliner fast overalt, ingen tager sig af bortset fra mig, der efter hvert dyk kommer op med fyldte lommer. Langt borte høres dundret af dynamitfiskeri, og små enmandsfiskerbåde der er skyld i misæren ses overalt.
Det er ikke det indonesiske dykkerparadis jeg kender fra mine tidligere rejser, der som nu – pga. årene med Covid – er udarmet. Andre steder omkring Wakatobi har jeg observeret en eksplosion af fiskeyngel, men her er der stadig dødt, fordi det ikke er beskyttet.
For dykkere der ikke ved bedre, er det de oplever i marineparken sikkert et sandt paradis. Men hvis man ved, hvordan det burde være, er nuværende scenarie en ynk. Kommenterer man på det, bliver man mødt med tavshed, så jeg har på fornemmelsen at man er bevidst om problemet…
.
Klar til afgang
.
Judith & Ramon
.
Kahyt nr. 3
.
Mod garderoben
.
Mod sofa & badeværelse
.
Badeværelset
.
Bruseafsnit med siddeplads
.
Spisesalon mod agter
.
Briefing-afdeling agterude
.
Sidde- og omklædningsplads med dykkerkasserne
.
Spisesalon mod stævnen
.
Mod Kabys, bro & kamerarum
.
Kamerarum & skriveplads
.
Kamerarum mod kabys, bro & spisesalon
.
Observationsplads bagbord agterude
.
Observationsplads styrbord agterude
.
Soldæk mod agter
.
Mod stævnen styrbord
.
Observationspladser ved stævnen
.
En af de to dinghyer agterude
.
Kabyssen
.
Trekløveret fra Hawaii & Judith
.
Det canadiske par, Eric fra Phoenix & mig
.
I løbet af den ene uge dykker jeg i alt 23 gange – dvs. ca. 3 gange om dagen. At vælge de bedste steder er nærmest en umulighed, så jeg har valgt fire kontraster:
.
Rainbow Reef (ca. 35 meter – lidt strøm)
Vi dykker på siden af et koralrev, der snor sig som en bjergryg. Sidst ender vi på toppen med et mylder af farvestrålende koralfisk. Undervandslandskabet er imponerende med lodrette fald ned i dybet. Flottest er mangfoldigheden af søtræer og bløde koraller.
.
New Pier (ca. 15 meter – ingen strøm)
Et slaraffenland for makrodykkere der foregår under et kajanlæg på pæle, hvor bunden er dækket med alskens ragelse, der er dumpet i havet gennem årenes løb. Vandet er krystalklart, og har man først fået øje på en besynderlig skabning, dukker der straks en ny op. Her ses fine og mangeartede nøgensnegle bevæge sig op og ned i vegetationen på pælene, og over havbunden ses de bizarre flyveknurhaner svæve omkring i søgen efter føde. Længere oppe støder man på nogle nysgerrige flagermusfisk, tiltrukket af dykkernes bobler, og ind imellem titter kuglefisk frem med deres store øjne, for at holde øje med de glubske muræner.
.
Fishmarket Wall North (ca. 28 meter – lidt strøm)
Dykket foregår langs en koralvæg, der deler sig ved en kolossal sprække. Vi svømmer ind imellem klippevæggene og retter vores dykkerlygter mod vegetationen, hvor vi finder et væld af andre livsformer. Her er mange ildkoraller man ikke skal komme i nærkontakt med, for et strejf af dem på en bar kropsdel (hvis man som jeg bruger kort dykkerdragt) brænder noget så gudsjammerligt.
.
North West Point (ca. 25 meter – nogen strøm)
Koralvæg ned til en sandbund. For første gang ser vi en lille revhaj langt nede, to makreltun, en ottearmet blæksprutte, jeg får lokket frem, og masser af flotte tropefisk. Det mest spektakulære er de supersunde koraller, søtræer og havsvampe. Her er der desuden flere arter af den besynderlige kuffertfisk, og vi får også øje på de opsigtvækkende Flabellina nøgensnegle. Bagsiden af medaljen er mængder af fiskeliner og plastic i overfladen. Jeg finder desuden en fibersæk, som hurtigt bliver fyldt op med alverdens efterladenskaber, og selvom det kun er en dråbe i havet, har man trods alt gjort en god gerning…
.
Karang Kaledupa
.
Jomfrufisk
.
Kejserfisk
.
Bajonetfisk
.
Mandarinfisk
.
Fishmarket
.
Kuffertfisk
.
Flyveknurhane
.
Gonibranchus Reticulatus
.
Flabellina Affinis
.
New Pier
.
Kuglefisk
.
Pindsvinefisk
.
Lindas Flatworm
.
Nembrotha Lineolata
.
En af de sidste dage arrangeres et besøg oppe på broen, hvor kaptajn Roman fortæller om skibets historie og de tekniske finesser der er tilføjet. Bagefter er der cooking-class med kokken i kabyssen, hvor vi lærer at lave den klassiske Nasi Goreng. Vores ferme chef er simpelthen fantastisk. Vi er så forkælede, at hvis man ikke ønsker hvad der står på menuen, kokkereres der straks noget andet – og det i så rigelige mængder, at man må en tur ned i kahytten for at hvile sig bagefter!
agen før tilbagekomsten er der to formiddagsdyk for alle ved North West Point og Tiwolo Ridge – begge i den bedre ende af skalaen, hvorefter vi sejler retur til Tomia, hvor de der ikke skal flyve retur til Bali dykker ved Kollo Soha.
.
Kaptajn Roman tegner og fortæller
.
.
.
03. apr. Mandag, tilbagekomst
.
.
Den sidste nat ligger vi for anker ved udgangspunktet. Der afregnes efter middagen, og i kahytten ligger allerede en skrivelse med afrejseinfo og besked om, hvornår vi bliver transporteret i land med en af dinghyerne. For os der ikke skal i lufthavnen venter den overdådige morgenmadsbuffet på resortet, mens bagagen bliver bragt over til den villa man skal bo i. Og mens den klargøres, er der mere dykning på programmet, hvor ens kasse med dykkerudstyret i mellemtiden bliver bragt ombord på den båd man skal møde op ved. Efter dagens program er villaen gjort skinnende rent, hvorefter man kan tage sig en lur, få massage eller snuppe nok en tur i bølgen efter frokosten.
Alt er der igen taget hånd om på bedste vis, så man ikke behøver at spekulere eller slæbe hid og did med noget som helst. Det er simpelthen for meget af det gode, og det kan man som bekendt ikke få nok af…! Eric og jeg er blevet bedste venner. Han er i en anden dykkergruppe end jeg, men flyver også retur til Bali om fredagen, så vi har fem herlige dage, hvor vi mødes i mole-baren efter min massage, får en drink og spiser alle måltider sammen.
.
Dykkerbådene venter
.
Ombordstigning
.
Båd no. IV
.
Yusef briefer første dyk
.
Ved Magnifico
.
“Always follow your diveguide”
.
Ved House Reef
.
På vej hjem
.
Villa no. 3 yderst th.
.
Mod langhuset
.
Ved langhuset
.
Loungen i langhuset
.
Dykkercentret med informationstavler
.
Mod dykkercentret
.
Mod restauranten
.
Vue fra villa no. 3
.
Frokosten venter
.
Hovedbuffet
.
Den varme buffet
.
Delikatesseafdeling
.
Restauranten
.
Restaurantchefen Ibram
.
Middagen venter
.
Forretter
.
Nye delikatesser
.
Den varme buffet
.
Desserter
.
Resortchef Clair
.
Massøsen Indra
.
Vue fra mole-baren
.
På vej til et natdyk
.
”Bosom buddies”
.
Den sidste periodedykker jeg i alt 10 gange, og får at vide at vejret har været alt andet end godt. Mens vi har haft sol og blå himmel, har det øset ned på resortet, og så snart vi ankommer er der atter sol, mens efterfølgende uge på Pelagian er blæsende og stormfuld. Efterhånden er det lidt af en gentagelse, så hvor jeg end dukker op bliver frasen altid:
– Don’t worry. When I’m here the sun will shine… Og sådan bliver det…
I modsætning til andre steder jeg har besøgt, dykker vi ikke på samme sted to gange, så alt er hele tiden nyt, fordi dykkerbådene roterer efter et bestemt program. Trekløveret fra Hawaii er rejst, og eftersom der ikke er nyankomne på samme niveau som jeg, har jeg dykkerguiden, Yusef, for mig selv. Vi planlægger dykkene sammen, og beslutter at fjerne fiskeliner og rydde op, når vi ser noget akut de steder, vi tilfældigvis befinder os ved. Yusef er vildt imponeret over min dykkerdims og anbefaler at min morbror, der smedede den, straks burde tage patent. Værktøjet er uundværligt og har flere funktioner. Den ene ende er bøjet til pegefingeren med en lille tap midt på undersiden til langfingeren, så jeg kan holde balancen, når jeg skal studere småkryb, eller hægte mig fast på døde koraller i stærk strøm. I den anden ende er der et hul med en snor til håndleddet, og metallet ender i en aflang spids, som jeg kan rulle fiskelinerne op med, trække af og putte i BCD-lommen i en og samme bevægelse. Dimsen har ingen skarpe kanter og er så stærk, at jeg med lethed kan kappe en tynd fiskeline, uden at beskadige korallen eller vegetationen den sidder fast i. Min gamle dims var som bekendt en harpunaftrækker, jeg engang fandt i Filippinerne, og som jeg år senere mistede under stor dramatik, man kan læse om i rejsen til Seychellerne 2021…
Det er igen svært at vælge mellem de mange vidunderlige dykkersteder vi besøger, og har derfor valgt at beskrive nogle med størst forskellighed:
.
Fan Garden no. 22 på kortet (ca. 30 meter – lidt strøm)
Vi dykker langs revet og studerer de mest spektakulære søtræer samt hårde og bløde koraller. Vi får øje på en stor krokodillefisk på en afsats. De er ekstremt dovne og flytter sig ikke, selvom man kommer så tæt på, at man tror de flygter af bar forskrækkelse. Men de bliver hvor de er, uden at røre så meget som en finne. Og minsandten om vi også får øje på en enlig barracuda.
.
The Zoo no. 3 på kortet (ca. 25 meter – ingen strøm)
Delvis koralvæg – delvis sandbund. Korallerne er mangefarvede og en del vokser som imposante buske med takker på. Godt beskyttet af disse lever den forunderlige Pyjamas Kardinalfisk, og hist og her ses grupperinger af anthias over de smukke rosenkoraller.
.
Ali Reef no. 45 på kortet (ca. 29 meter – strøm i starten)
Herligt strømdyk på lavt vand mod et skrånende rev, der efter et knæk fortsætter lodret ned i dybet. Ude i det blå ses endelig lidt større fisk som trevaller og makreltun. De er på jagt efter bl.a. små gryntefisk og rødtandet aftrækkerfisk, som flagrer omkring mellem de mindre tropefisk, der holder til højere oppe. Får øje på en hvid stenfisk og en langhalet filfisk, der skjuler sig i søgræsset.
.
Roma no. 42 på kortet (ca. 24 meter – nogen strøm)
Her ses nogle af verdens største rosenkoraller, der strækker sig så langt øjet rækker. De minder om borddekorationer af porcelæn i kæmpeformat. Det er svært at studere dem, fordi de gror tæt, men Yusef finder en gruppe, vi kan svømme rundt om og betragte på nærmere hold. Under dette dyk er vi desuden så heldige at få øje på en sort pygmæsøhest og den lige så sjældne harlekin reje. De lever normalt i par og bliver ikke større end højst fem cm.
.
Fan Garden
.
Fan Garden
.
Fan Garden
.
The Blade
.
Treasure Chest
.
The Zoo
.
Pyjamas Kardinalfisk
.
Gulstribet Svalehalebars
.
Sawa Utara
.
Malbea East
.
Ali Reef
.
Hvid Stenfisk
.
Langhalet Filfisk
.
Magnifico
.
Turkish Beach
.
Roma
.
Sort Pygmæsøhest
.
Harlekin Reje
.
Cornucopia og rovfisk
.
Conchita & Stribet koralmalle
.
.
.
07. apr. Fredag, afrejsedag
.
.
Proceduren omkring afrejsen er ligeså effektiv som ved ankomsten. Om aftenen inden afrejsen ligger der endda et lille kort med følgende information:
.
06.30: Den ulåste bagage afhentes for sikkerhedscheck (minus laptop/værdier).
06.45: Morgenmad.
07.30-09.00: Afregning.
08.30: Check ud fra villaen.
09.00: Pelagian rundvisning for dem der ønsker det.
09.30: Afgang til lufthavnen.
11.30: Flyafgang til Bali med en frokostanretning undervejs.
.
På gensyn
.
Så snart flyet letter ringer man til respektive chauffører – i mit tilfælde til Komang – med forventet ankomsttid (ca. kl. 14.00). Vi er 30 min. forsinkede og flyet parkerer i en afkrog af lufthavnen, hvor busser kører os til terminalen. Her bliver vi igen modtaget af en repræsentant fra Wakatobi, der har styr på bagagen og de ventende transporter til de forskellige resorts. Men forsinkelse viser sig katastrofal, idet der i Jimbaran bydel, hvor mit hotel ligger, afholdes en ceremoni, så al trafik ledes udenom bykernen. Det tager evigheder med fredagstrafikken oveni, så vi snegler os af sted som lus i tjære. Frem kommer vi endelig, så jeg kan pakke ud, tage bad og suse ud af døren igen 18.45 hvor Komang skal køre mig til Ayana Beach Resort for afskedsmiddag med Eric kl. 19.00.
Der er bare den lille hage, at Komang har snuppet en kunde mere, og nu sidder fast i trafikken et sted i Denpasar. Der bliver ringet frem og tilbage, og enden på fadæsen bliver, at en fyr fra Keraton påtager sig turen – og farer vild! Ankomsten til Ayana bliver uheldigvis en time senere end aftalt, men får alligevel en i hyggelig aften med Eric efter en stærk ”Negroni”, hummer, baked Alaskan og rosévin. Tiden flyver afsted, så vores flinke tjener bliver bedt om at kontakte Komang med ny afgangstid kl. 23.00. Eftersom jeg boede på Ayana sidste år, genkender personalet mig overalt, og når endda at hilse på Balis bedste bartender, Eka, inden Eric følger mig op til receptionen, hvor Komang står klar til at køre mig hjem. Han er fuld af undskyldninger og lover at være på pletten, når jeg igen skal til lufthavnen om søndagen.
.
.
.
08. apr. Lørdag
.
.
Har hele dagen til at pakke om, skrive og gøre klar til vidererejsen. Jeg checker ind online og sikrer mig, at Komang henter mig kl. 05.30, så jeg kan være i lufthavnen 05.45 til Garudas afgang 07.00 til Ambon via Jakarta. Første fly er noget af en omvej – faktisk i modsat retning – men er p.t. eneste forbindelse i dagtimerne. Regningen er allerede afstemt med yderligere reduktion af depositum samt korrektion af ubenyttet morgenmad. I sidste ende skulle det det hele gerne ende med IDR 0 på bundlinjen inden hjemrejsen til Danmark.
.
.
.
09. apr. Søndag, vidererejse
.
.
Op kl. 05.00. Den store kuffert efterlades igen, så jeg kun rejser med min lille trillekuffert og tasken med dykkerudstyret. Afgangshallen er nærmest øde, så proceduren omkring indcheckningen går lynhurtigt. Det sker så tjept, at flyet afgår et kvarter før tid – dvs. 06.45. Det er et nyt B737-800 og flytiden til Jakarta er 1 time og 40 minutter. Efter flyskift fortsætter jeg til Ambon ved Molukkerne – en flyvetid på 3 timer og 35 minutter, med ankomst kl. 15.15 lokaltid. Fordelen med Garuda er, at de som regel flyver rettidigt og har en glimrende service ombord. En bil med chauffør står klar ved ankomsten, hvorefter jeg bliver transporteret til Spice Island Divers. Her har vejret været så slemt, at dykningen enten er foregået i øsende regn eller er blevet indstillet.
– Don’t worry. When I’m here the sun will shine, siger jeg så, Og minsandten om solen ikke skinner fra en skyfri himmel dagen efter…
.
Up up and away…
.
Molukkerne er en gigantisk øgruppe i den østlige del af Indonesien, hvor provinshovedstaden hedder Ambon, der ligger på øen af samme navn. Øgruppen kom under Portugisisk herredømme i 1500 tallet, og i 1663 etableredes en hollandsk koloni, efter en blodig krig, hvor øerne blev omtalt som krydderiøerne. Herfra eksporterede man muskatnød, muskatblomme og kryddernellike, der kun fandtes her, og som var en lukrativ og efterspurgt handelsvare i Europa.
Indonesien fik sin selvstændighed i 1950, hvorefter Molukkerne blev opdelt i to: Den nordlige del der hovedsagelig er muslimsk, og den sydlige del der er kristen. Mellem 1999 og 2002 opstod en række voldsomme konflikter mellem muslimer og de kristne med tusinder af døde, hvor over en halv million blev fordrevet. I dag lever man i fred og fordragelighed uden indbyrdes stridigheder.
I Indonesien er der to steder dykkere valfarter til for at opleve makrolivet, og den evige diskussion er hvilket sted der er bedst; Lembeh i det nordlige Sulawesi eller Ambon i Molukkerne. Fælles for dem begge er, at det flyder med skrald og plastic i og omkring havnene, og at det dumpede skrald pudsigt nok i dag er hjemsted for millioner af de mærkværdigste småskabninger, der lever rundt omkring i de forurenede havne på vores planet.
Både i Lembeh (jfr. rejsebeskrivelsen Manado, Raja Ampat & Layang Layang fra 2017) og Ambon findes dykkerresorts, der har specialiseret sig i makrodykning. Men Ambon har desuden den attraktion, at man visse måneder om året (pga. vejret) også har adgang til nogle spektakulære rev på ydersiden af den sydlige halvø mod det åbne hav. April er et af disse tidspunkter, og min rejse er derfor tilrettelagt efter det, så jeg får oplevet begge sider. Vejret kan stadig drille, og ugen inden min ankomst var denne ekskursion ikke mulig. Men vejret klarer op, så vi heldigvis kan foretage i alt fem dyk i to dage, hvilket jeg vender tilbage til.
Oprindelig var mit ophold arrangeret med dykkerfirmaet Dive Into Ambon. Men de gik konkurs under Corona-epidemien, og ejeren, Kaj Maney, – som nu er cruise director på en liveaboard, stak af med pengekassen, så mit forsikringsselskab måtte dække mit tab. Til alt held trådte Spice Island Divers til. De blev min redning, så den sidste del af Indonesien-rejsen nu kunne gennemføres.
Som bekendt vendte pandemien op og ned på alt indenfor turismen – således også i Indonesien – og ejerforholdet af Spice Island Divers er også ændret. Samme gælder personalet, så de fleste er nye i faget undtagen et par af dykkerguiderne og Ayu i reservationen. Meget trænger til en kærlig hånd, og man er i fuld gang med renoveringen, uden at det forstyrrer gæsterne. Interiøret i flere villaer bliver skiftet, og molen til den flydende bådebro er under reparation. Men vi klarer os fint med ombordstigningen til dykkerbådene fra strandkanten.
Resortet består af fem værelser i en aflang bygning mod haven og otte villaer mod havet. Man har betænkt den yderste villa med den bedste udsigt over havet til mig, men pga. vejret slår bølgerne så højt mod værnet, at jeg med garanti ikke får nogen nattesøvn. Så jeg beder om en tilbagetrukket villa i nærheden af restauranten, og her finder jeg mig straks tilrette.
Om aftenen møder jeg de øvrige gæster, som har haft nogle anstrengende dage med regn og dårlig visibilitet. Nogle af dem rejser videre dagen efter, så vi er ikke mange, og beslutter derfor at spise alle måltider sammen, for at lære hinanden bedre at kende. Resortets daglige leder hedder Grace, som også er ny i faget. Hun svæver over vandene, forsøger at holde styr på det hele og gør alt for at vi skal trives. Der er også nogle flinke hjælpere med et eminent team i køkkenet, der kokkererer og gør ved. Jeg er vild med ”Krupuk” (rejechips) som jeg – og snart alle andre, får ved hvert eneste måltid som tilbehør. Dagens menu står skrevet på en tavle, og er der noget man ikke bryder sig om, trylles der straks alternativer. Alt bliver serveret og maden er overraskende god.
Resortets muntre dykkerleder kaldes ”Nan”. Han er en gammel kending man straks bliver gode venner med og har bestemt, at Lucky skal være min dykkerguide. Der findes også en massøse, som jeg booker tid hos hver eftermiddag, og så er min lykke gjort…
.
Villa no. 8
.
Mod garderobe
.
Mod skriveplads & indgang
.
Mod afsætningsbord & badeværelse
.
Badeværelse mod bruser
.
Mod toilet & soveværelse
.
Verandaen mod havet
.
Verandaen mod siddehjørne & entré
.
Villa no. 1
.
Villaerne mod nr. 8 og 9 længst th.
.
Mod bådebroen
.
Restauranten
.
Mod indgang, skænk & køkken
.
Loungebar mod restauranten
.
Loungebar mod dykkercentret
.
Grace
.
.
.
10 – 15. apr. Molukkerne
.
.
Dykningen starter allerede dagen efter, og de fleste er makrodykning (muck-diving). Man dykker på relativt lavt vand der ligesom i Lembeh er forurenet. Skidt og plastic driver omkring og et godt råd er derfor et par mandeloliedråber i hvert øre, så der ikke går betændelse i dem. Efter dykket renser man øregangene med apotekersprit, og så gentager man atter processen næste dag…
Og hvad får man så ud af denne form for dykning? Jo, udforskning af et marineliv man ikke har set magen til noget andet sted på kloden. Folk fra de fjerneste lande kommer tilrejsende med deres kameraer, speciallinser og lyssætninger i søgen efter de sjældneste og mest usædvanlige arter, der findes netop her og endda i overflod. Når man så ovenikøbet har en dykkerguide, der kender hvert eneste dykkersted som sin egen bukselomme, og ved hvor de famøse skabninger holder til, er lykken gjort, bare man finder et af de mest eftertragtede eksemplarer.
Resortets tre dykkerguider, Lucky, Alan og Ben er netop specialister på området og det varer ikke længe, inden de første ”critters” er i kassen. Herunder Ambon Dragefisken der kun lever her, den sjældne Purple Rhinopia, et væld af bittesmå krabber, fantastiske nøgensnegle samt den harmløse Wonderpus og den blåringede blæksprutte, der anses for verdens giftigste…
Allerede dagen efter er vejret så godt, at vi foretager en heldagstur ved revet udenfor den sydlige halvø. Det tager en time at sejle derud, så vi får hele tre dyk med en gentagelse følgende dag med to dyk lidt tættere på. Disse to dage er for mig den bedste oplevelse med grottedyk i krystalklart vand, store vidder og fantastiske undervandslandskaber. Her findes endelig de mellemstore fisk fulgt af større rovfisk inklusive hajer. Men så må man huske, at revet ligger ud til Bandahavet, der strækker sig godt tusind kilometer sydpå, inden man når Australiens nordkyst.
Som jeg fortalte har Spice Island Divers fået nye ejere da de forrige blev skilt, og solgte resortet til en indonesisk dame, Fitrie. Hun genansatte dykkerguiderne og en ny daglig leder (Grace), som pludselig forlanger et brændstoftillæg for revdykkene EFTER, at vi har været der. Men den går ikke Granberg – alt er bestilt og forudbetalt med både makro og rev-dyk, og eftersom tillægget ikke er nævnt eller fakturereret fra starten, går man selvfølgelig ud fra, at det hele er inkluderet. Jeg beder derfor Grace om at sende en mail til Fitrie med den besked, at såfremt der opkræves et brændstoftillæg standser al dykning, indtil jeg får grønt lys hjemmefra, hvordan jeg skal forholde mig – og det kan pga. tidsforskellen tage flere dage!
Det vil i så fald indebære en refusion for ubenyttet dykning, og da fadæsen ligger i reservationen pga. det nye ejerskab, lukker man sagen, så jeg kan dykke videre uden problemer. Et godt råd til Grace og Nan er derfor, at gøre gæsterne opmærksom på tillægget allerede ved første briefing, så der ikke opstår flere misforståelser. Den fanger et amerikansk midaldrende gratispar lynhurtigt, og for at undgå betalingen, vil de pludselig meget hellere dykke i nærheden af resortet.
Parret er her per invitation mod undervandsbilleder og forelæsninger. De tilraner sig alt og bruger andre som springbræt – tisser med højlydte kommentarer i deres dykkerdragter fem gange daglig, så de stinker når man er i nærheden af dem. Manden er nærmest døv, hoster nonstop hver morgen (dykkerlunger + Covid senfølger) og begge afbryder konstant uden at høre efter eller følge med i andres konversationer. Manden fortæller i et væk om sin far, der var CIA-agent, med fuldstændig ligegyldige historier fra en masse steder rundt omkring i verden, man ikke forstår en brik af pga. hans amerikanske lokalaccent. Han har også skrevet nogle dykkerbøger, og refererer til snart den ene og snart den anden forsker eller dykkerspecialist, man heller ikke aner hvem er…
Sidste aften vil han afholde et foredrag med alverdens private lysbilleder, hvor vi er et par stykker der pludselig får meget travlt med alt mulig andet.
.
Dykkerstedernes placering
.
Dagsplan
.
Dykkerstedernes navne
.
Mod rens, tørrestativer & brusere
.
Mod kontor & påfyldning af iltflasker
.
Dykkerleder ”Nan”
.
En af de to dykkerbåde
.
Klar til afgang
.
Mod Hukurila
.
Ben
.
Mahia mod revet
.
Samme sted fra revet (stærk strøm)
.
Lucky
.
På vej til grottedyk
.
Carl i Mahia grotten
.
Dany’s Point
.
Her er fint at snorkle med…
.
Min dykkermakker Laureen
.
En lokalfisker
.
Mandarinfisk
.
Langhornet Kofisk
.
Soft Coral Gobi
.
Stribet Koralmalle
.
Zebramuræne
.
Robust Spøgelsesnålefisk
.
Frynset Spøgelsesnålefisk
.
Ornat Spøgelsesnålefisk
.
Wonderpus Blæksprutte
.
Blåringet Blæksprutte
.
S/S Aquila skibsvrag
.
S/S Aquila skibsvrag
.
Commersons Tobakspibefisk
.
Bigfin Reef Squid
.
Stribet Tangnål
.
Namalatu
.
Hukurila
.
Som jeg fortalte har Molukkerne to slags dyk; rev og makrodykning. De er vidt forskellige, så jeg vil forsøge at dele sol og vind lige og beskrive to fra hver side af revet:
.
Mahia no. 49 på kortet (ca. 30 meter – nogen strøm)
Flot dyk langs skrånende koralvæg med masser af mellemstore fisk. Vi ser også tusindvis af blå aftrækkerfisk og fanger en stærk strøm mod slutningen af dykket der fører os op gennem en kløft i revet. Lucky er bange for stærk strøm og vil have os udenom. Men strømmen har allerede grebet os, så det er bare om at følge med så vi får en herlig flyvetur.
.
Namalatu no. 47 på kortet (ca. 35 meter – lidt strøm)
Vi dykker over en kam ved en koralvæg der skråner mod havbunden. Vi svømmer mellem nogle kløfter ind i et fantastisk grottelignende landskab med hvide søtræer og bløde koraller. På toppen af revet vrimler det med kulørte tropefisk, og får den sjældne Ambon Dragefisk at se.
.
Rhino City no. 14 på kortet (ca. 15-20 meter – ingen strøm)
Efter min mening et af de bedre steder for makrodykning. Den gråkedelige sandbund er knap så forurenet, til gengæld strækker den sig ørkesløst ud i ingenting. Der er enkelte koralknolde, hvor der er lidt mere liv, som de ivrige fotografer flokkes om, og får blitzet alt hvad der rør sig af små og mikroskopiske væsner. Her findes sjældne nøgensnegle, den ene besynderlige krabbe efter den anden, Stribet Koralmalle, Napoleon slangeål og en giftig stenfisk. Ved Airport Jetty ser vi Stribet Tangnål, Spøgelsesnålefisk, tudsefisk og de smukke Mandarinfisk der viser sig i skumringen.
.
Laha I no. 10 på kortet (5-18 meter) natdyk.
Vi zig-zagger på en sandbund, hvor vi finder et væld af besynderlige skabninger, der som regel kun viser sig om natten. Her er sorte ålelignende fisk, en grøn behåret nøgensnegl, en brun læder-fladorm, flyveknurhaner, små krabber, den besynderlige havbørsteorm og en zebramuræne.
.
Ambon Dragefisk
.
Nembrotha Purpureolineata
.
Cromodoris Lochi
.
Chromodoris Elisabethina
.
Napoleon Slangeål
.
Havbørsteorm
.
Marbled Shrimp
.
Coleman Reje
.
Kejserreje
.
Candy Crab
.
Orangutan Crab
.
Purple Rhinopia
.
Rød Tudsefisk
.
Hvid Tudsefisk
.
Behåret Tudsefisk
.
Psykedelisk Tudsefisk
.
Jeg er faldet rigtig godt til, og nyder min dejlige villa på alle måder bortset fra forglemmelsen, at jeg befinder mig i det største muslimske land i verden. Vi er midt i Ramadanen med bønnekald fem gange daglig fra kl. 05.00 om morgenen til sent om aftenen fra to forskellige moskéer et sted i nærheden. Muezzinerne messer forskelligt og i munden på hinanden, der driver én til vanvid. Det er oplevet før og ligeså hurtigt fortrængt, indtil man besøger Indonesien igen!
Resortet har tre katte, der indfinder sig så snart vi skal spise og ved præcis hvornår det foregår. En af dem har fået fem killinger, og både mor og afkom er så magre, at de kvindelige gæster deler deres mad med kattene ved bordet. Noget af maden bliver skåret ud i mindre stykker – være sig kød, fisk eller ”Krupuk”, og så bliver tallerkenerne stillet på gulvet til kokkens store mishag, da damerne herefter beder om en portion mere til sig selv. De mjavende katte skyr ingen midler, hopper op på bordene, i favnen på folk eller sætter sig på en stol ved siden af, indtil de får deres vilje. Da det hele bliver for meget af det gode, samles madresterne på en tallerken, som bringes bag en husmur, så vi andre kan nå at kaste maden i os, inden de sultne katte vender tilbage. Men søde er de, og killingerne har allerede lært, at det betaler sig at stalke gæsterne…
Sidste dag bliver katastrofal. Vi dykker i nærheden af en fiskerlandsby, der flyder med plast både til lands og til vands. Alt deres affald – inklusive brugte bleer – er smidt i revet ved siden af, uden at nogen fra resortet har tjekket dykkerstedet i længere tid. Og da Nans dagsplan bliver forpurret af det amerikanske gratispar, som foretrækker at dykke på lavt vand i nærheden af resortet i stedet for revet (indenfor brændstofzonen) får jeg nok og forlader selskabet. På det tidspunkt har jeg fået udslæt på armene af det bakterielle og forurenede havvand, så Nan bliver efterladt med røde ører. De kløende udslæt forsvinder ikke før ugen efter hjemkomsten til Danmark, og har efterfølgende besluttet, at ”Muck-diving” ikke er min kop te.
Gæster er kommet og gået i en lind strøm. En fransk gruppe har udsat deres ankomst pga. dårligt vejr med en strandet liveaboard i Raja Ampat. Til gengæld er her et spansk team, som har en fest. De er alle fra Madrid, og kun to af dem taler engelsk. De har heldigvis en Google translate i deres mobiler, og med dem klarer de sig fint. Man taler jo heller ikke så meget under vandet, forklarede de, og det skal jo nok have sin rigtighed.
Sidste aften afsluttes med BBQ. Normalt holder man den ugentlige fest hver søndag, men da der ikke var ret mange gæster sidst, og jeg rejser søndag, beslutter man at holde festen om lørdagen:
– Just for you, smiler Grace, og det er jeg meget benovet over.
Grillpartyet er en stor succes. Vi er mange, og der konverseres på kryds og tværs. Det er utroligt hvad kokkene har bikset sammen, og der grilles tigerrejer, kyllinger og steaks. På et langbord ved siden af er der et utal af tilbehør, og det bliver efterhånden skiftet ud med desserter, frisk frugt og kager, så jeg er taknemmelig over, at mit fly først afgår kl. 11.40, så man kan sove længe.
Der bliver igen udvekslet adresser og e-mails. Men som vanligt sker der ikke mere, og dem man tager afsked med går lige så hurtigt i glemmebogen som da man mødte dem. Til gengæld har vi det sjovt, så længe det varer. En af forklaringerne kan være de lange afstande, så det med at besøge hinanden er ikke så ligetil. Men glad bliver man, når der pludselig tikker en hilsen ind…
Som feriested er Indonesien stadig lige vidunderligt. Men den stigende mængde plasticaffald taler sit tydelige sprog, og fortsætter man at ignorere problemet, kan f.eks. Bali snart se langt efter turisterne, der af gode grunde vælger at søge længere væk som f.eks. Stillehavet. Thailand er et godt eksempel på, hvordan strande og marineliv er falmet til ukendelighed. For en habil dykker er der stort set intet at komme efter mere, og de fleste der rejser dertil, er folk med fast ejendom, kinesere, russere og naturligvis horder af sexturister – noget man efter min mening for længst burde have ryddet op i. Selv holdt jeg op med at besøge landet for mere end 30 år siden.
.
Massagedamen Jati
.
Vue mod halvøen
.
Der grilles…
.
Med tilbehør
.
Kokken & hjælpere
.
.
.
16. apr. Søndag, afrejse
.
.
Lion Air er et af de værste og mest upålidelige lavprisselskaber i Asien. Jeg har rejst med dem før, og de er eksperter i at åle sig udenom, så snart der opstår problemer som f.eks. aflyste fly. Under Corona-epidemien gik al flyvning stort set i stå, hvor kunderne trods ihærdige forsøg ikke kunne få refunderet sine ubrugte flybilletter. Selskabet barrikaderede sig med et sindrigt system, så man ikke kunne komme i kontakt med dem, idet de ganske enkelt ikke svarede på hverken mails eller opkald. For at slippe kreditorerne, og åle sig ud af kattepinen, erklærede flyselskabet sig konkurs, men fortsatte reducerede flyvninger med deres søsterselskaber. Og vupti genopstod Lion Air som fugl Fønix efter Covid, og opererer igen normalt, som om intet er hændt. Nu da kunderne endelig kan komme i forbindelse med dem, hedder det sig, at man skulle have henvendt sig for at få en voucher til dækning af en erstatningsbillet med udløbsdato indenfor et år. At Indonesiens grænser var lukkede i to år for udenlandske turister, var endnu en manøvre for at undgå refusioner…
Jeg gør alt for ikke at flyve med dem. Men her er der ingen vej udenom, idet Lion Air er de eneste der flyver fra Ambon via Makassar til Bali i dagtimerne. Formiddagsafgangen 11.40 er en ”feeder” til andre fly, idet Makassar er et af selskabets knudepunkter, så flyene afgår nogenlunde rettidigt. Det er stadig en af deres slidte B737-800 med en flyvetid på 95 minutter i noget der minder om en proppet sardindåse. Der er 40 cm. til sædet foran og derfor uladsiggørligt, at nå sin redningsvest under sædet. Der er ingen servering ombord, og i stedet for et stk. håndbagage har de flest fire-fem tasker, poser og børn de sidder på skødet med. Efter kl. 12 er samtlige Lion Air fly forsinkede – især om søndagen, hvor man ofte slår to afgange sammen, for at fylde et fly, uanset hvor længe det end måtte vare og uden nogen form for kompensation:
– Your flight is delayed due operational reasons, og så er den behændigt klaret.
I Makassar (Ujung Padang) er der ingen køkultur – hverken ved madsteder, ombordstigning eller f.eks. ved informationen, når et fly er forsinket eller aflyst. Man tager ikke hensyn til nogen – det være sig i luften eller på landjorden. Flyene er som busser, og efter en endeløs ventetid i det uvisse, bliver vores afgang 13.35 slået sammen med den næste, så ankomsten til Bali i værste fald bliver engang i løbet af aftenen. Flytiden er 75 minutter i en udrangeret skrammelkasse, der for længst burde være skrottet. Med check-ind i Ambon kl. 10.00 har jeg været på farten uden vådt eller tørt i snart fem timer, bortset fra en hurtig kop takeaway kaffe, da jeg ikke tør forlade transitområdet af frygt for et pludseligt og uforståeligt udkald på dårlig engelsk fra det skrattende højtaleranlæg. Fly og gates bliver konstant ændret, og møder man ikke op, bliver pladsen straks brugt til en overbooking. Jeg havde håbet på en kop et eller andet ombord, men det sker ikke. Her er der fortsat ingen servering, og al underholdning der reklameres med, foregår via en app på din mobil, så du i næste øjeblik bliver bombarderet med et hav af reklamer, du ikke slipper af med, før appen er afinstalleret. Autostemmer høres uafbrudt i højtaleren om hvad man ikke må, foruden en masse komplet ligegyldige informationer. Vi sidder igen som sild i en tønde og får i næste øjeblik at vide, at det er forbudt at stjæle redningsvesten under sædet:
– Your bags will be checked upon arrival, kommer det så…
Her kan jeg ikke lade være med at spørge stewardessen:
– How can I steal a life jacket I’m unable to reach?
Til det har den unge dame ikke noget svar på, og haster videre til sine egne domæner i håbet om, at der ikke stilles flere dumme spørgsmål…
Det hele er som sædvanlig et mareridt. Jeg har bestilt sæde 1A hjemmefra, men ved check-ind er pladsen taget til en anden, så jeg får 12A:
– It’s also a window seat, beroliger check-ind damen, men har åbenbart ikke styr på, at 12A er den eneste plads i kabinen uden vindue – og det på begge fly! Den mandlige autostemme annoncerer igen på noget der bevidst lyder som amerikansk:
– Dr passengrs. For jr comfrt please read Lajon R’s flyinstrksjons. Thank you for jr corpræsjon…
– Thr’s also intrsting entrtæjment onbrd… Read the crd in the seatpockt in frnt of ju…
Det rene volapyk når det hele bliver udtalt med sammentrukne konsonanter:
– We will be landin shrtly, please stay seated untl we rch the trminlblding…
Men så høres en ny stemme på klingende engelsk:
– Is there a doctor onboard?
En passager har åbenbart fået et ildebefindende i den bagerste del af kabinen. Men det er de andre rejsende åbenbart aldeles ligeglade med, for hjulene har knapt rørt landingsbanen, før mobilerne bipper lystigt rundt omkring, og mens vi taxier ind til terminalen står folk allerede i midtergangen med deres pakkenelliker for at komme først ud, så snart fordøren åbnes.
– Is there a doctor onboard? annonceres igen.
Der reageres ikke, men de nysgerrige medpassagerer strækker hals i et forsøg på at få øje på den syge, selvom det stort set er umuligt.
Da flyet står parkeret i et hjørne af lufthavnen, bliver folk bedt om at sætte sig igen, så medicineren kan komme ind. Alligevel er der folk som forsøger at komme ud, og så træder kabinepersonalet endelig i karakter. Der bliver talt med store bogstaver, og så kan det nok være, der kommer orden i geleddet. Det varer nemlig ikke længe, inden alvoren går op for passagererne, som nu må kæmpe sig tilbage til sine pladser, indtil medicineren kan passere. Heldigvis er den syge kommet på benene, og kort efter bliver vi bedt om at forlade flyet, så patienten kan transporteres til terminalen i en ambulance. Eftersom flyet holder fjernt parkeret fra terminalen, venter en serie busser i den ulidelige varme, der (når de er fyldt helt op) kører de svedige rejsende til ankomsthallen. Man må håbe at dem med videreforbindelse når deres fly. Selv anbefaler jeg mindst en dag hvis man flyver med Lion Air, for man ved aldrig hvornår der er afgang eller ankomst…
.
Kaos ved afgangen
.
.
.
16 – 18. apr. Bali
.
.
Det er ikke Komang men hans onkel, Ketut, der tager imod ved ankomsten. Flyet er forsinket, så derfor er tidsplanen skredet. Men det er man så vant til. Alle flyankomster tjekkes automatisk, så onkel Ketut har ikke ventet længe. Vi kører til Keraton, og her har man gjort mit sædvanlige værelse klar, så jeg hurtigt kan pakke ud og snuppe mig tiltrængt bad.
Eftersom man kun kan få forårsruller og enten Mie eller Nasi goreng i den mennesketomme og noget triste restaurant, spiser jeg ude. Komang har anbefalet to restauranter i kort gåafstand fra Keraton, så dem prøver jeg. De ligger side om side, og maden er fantastisk: Cuca Bali – hvor man fra et åbent køkken tilbereder et væld af kulinariske specialiteter, samt Kayumanis Resto Jimbaran – der serverer traditionelle indonesiske retter. Den ene befinder sig i den dyre ende, den anden i et mere prisvenligt niveau. Kommer man forbi området, kan jeg varmt anbefale et besøg.
Efter middagen søger jeg hjemad, og selvom gaderne har en noget dunkel belysning, føles det på ingen måde ubehageligt, for balineserne er stadigvæk lige venlige og smilende, som jeg husker fra mit første besøg for et halvt århundrede siden. Noget andet gælder i de kendte turistområder. De er i dag nærmest ukendelige, hvor turister ikke betragtes som andet end pengemaskiner.
Bali er den første provins, der har indført skrappe regler mht. affald. Alle er pålagt at holde rent, også når det gælder strandene. Det er første gang jeg ser, hvordan man rydder områder for plast og skrald havet har skyllet op. De enorme affaldsbunker bliver hentet, sorteret og brændt. Det er naturligvis dejligt med et fint strandresort. Men hvad nytter det, når havet man bader i, er fuld af skrald? Det er noget man er meget opmærksom på, for mister man turisterne, er det sket. Under Covid tog man det ikke så nøje. Men nu viser problemet sig med fuld styrke, og det er katastrofalt, at de lokale ikke ved bedre, end at de fortsat smider deres skrald i floderne. I dag er det strafbart, men skidtet bliver ved med at komme – også andre steder fra.
Under de sidste to dage skriver jeg færdig, ordner mails og slapper af ved poolen. Her er fortsat kun en håndfuld gæster, så alt ånder fred og ro. Men der er en mumlen i krogene over et stigende problem, man kan læse om i aviserne, eller høre om i nyhedsudsendelserne.
Gennem et årstid er hobevis af charterfly ankommet med russere, der som alle andre har købt et tre-måneders turistvisum ved ankomsten. Problemet er bare, at mange russere ikke rejser ud igen, når deres visum er udløbet. Deres opførsel er problematisk, og myndighederne anslår, at de ikke kan redegøre for 22.500 indrejste russere – hvis tal formodentlig er omkring 58.000.
Når visaet udløber forsvinder de til andre landsdele, åbner frisørsaloner, agerer tolke, kører taxa eller hjælper andre russere, der ikke vil hjem. De er fløjtende ligeglade med Balis særegne religion og hvorfor øen kaldes gudernes ø. Man respekterer ikke de hinduistiske traditioner og fejringer, overholder ikke Nyepi (stilledag efter nytår), opfører sig usømmeligt og gør lige hvad der passer dem. Så nu distribueres en skrivelse på russisk i lufthavnen om, hvordan man gebærder sig i landet. Ikke noget med at finde de illegale indvandrere, arrestere eller smide dem med forældede visaer ud, for her tænkes mere på den økonomiske fordel med disse ”turister”…
Man tager sig til hovedet, men sådan er verden nu engang skruet sammen, og det må man leve med. Da jeg boede på Ayana Beach Resort sidste år, opstod en helvedes ballade, da nogle russere kom op at toppes med en gruppe engelske turister. Enden på det hele blev, at 12 personer pakkede deres kufferter, afregnede og forlod hotellet selvsamme dag, fordi de ikke ville sove under samme tag som russerne! Jeg havde en samtale med ejeren og kom frem til, at når det gælder russere og kinesere er man nødt til at gå på kattepoter!
.
.
.
18. apr. Tirsdag, afrejsedag
.
.
Det er sidste dag ved poolen med mine uundværlige krydsogtværsopgaver. Det er lidt overskyet, så jeg beslutter at gøre klar og pakke mine ting. Til al held har jeg som sagt fået fået lov at beholde værelset til kl. 17, så afhentningen til lufthavnen er bestilt til kl. 17.15.
Mrs. Sukawati har ordnet afregningen, så slutbeløbet stort set går lige op med depositummet fra 2019. Alt har løst sig på bedste vis, og jeg lover at komme tilbage næste år ved en kommende rejse til Papua Ny Guinea (for anden gang) og med ophold i Cairns ved Great Barrier Reef, for at tjekke det helende koralrev. Jeg har også lovet at sende en mail til Keratons ejer, Mr. Didi, om at åbne resten af resortet med den store restaurant, kaffesalon, poolbar, spa & massage, så der kommer gang i omsætningen. Mange af dem jeg mødte – heriblandt danskere – havde bestilt opholdet på nettet, hvor der ikke stod et ord om, at halvdelen af faciliteterne fortsat er lukket. Det beklagede de sig over, og kan i sidste ende give bagslag. Når folk kommer hjem, og der spørges ind til ferien og der svares, at alt såmænd var fint bortset fra, at det meste af Keraton Jimbaran Spa & Resort var lukket – så holder folk sig væk. Negativ omtale er den værste reklame, og det kan tage år – måske aldrig, før et strandresort er tilbage på samme niveau som før den fik dårlig kritik.
Indonesien er desværre ikke, hvad det har været. Plast og forurening i havene er blevet et problem lokalbefolkning, skibsbesætninger og fiskere ikke tager alvorligt. Trods alle advarsler fortsætter man at dumpe skrald i koralrevene eller brænder det af, så der opstår giftige røgdampe. Selv langs vejene flyder det med skrald og plasticposer, som husdyr vader rundt og spiser af, og som turister morer sig med at tage billeder af…
For mit vedkommende er det usandsynligt, at jeg vender tilbage til de kendte turistområder, med mindre det er af praktiske årsager som f.eks. et nødvendigt stop. Som strandene er nu, er det mere end deprimerende at være vidne til. Det er derfor med blandede følelser, jeg en sidste gang drager afsted til lufthavnen. Som de fleste andre i Denpasar er Komang også afhængig af turisterne, og beder mig anbefale ham til dem jeg kender. Men hvad stiller man op med et paradis, der langsomt er ved at gå i forfald? Forhåbentlig kommer det ikke så vidt, for jeg har en tro på, at skuden vender, så man ligesom i Wakatobi kan genopfinde øen, og få glæde af Balis fascinerende skønhed.
Check-ind og paskontrol går som smurt i den renoverede lufthavn, og det er dejligt at være tilbage i Ngurah Rais Premier lounge med et glas iskolde bobler. Singapore Airlines afgår som sædvanlig til tiden, men det forhadte B787-10 kan jeg godt være foruden. Menuen er fortsat en skygge af sig selv, men det ændrer sig heldigvis i flyet til København.
Opholdet i Singapore er det rene paradis – nu da KrisFlyer Gold Loungen er genåbnet i terminal 2. Det er trods alt nemmere at benytte det lille tog mellem terminalerne i stedet for den ørkesløse vandring i loungen for at finde en siddeplads mellem horder af transiterende i terminal 3.
Flyet til København afgår på sekundet, men det tager 30 minutter at taxie ud til en fjern startbane. Vi flyver som vanligt en bue udenom Ukraine og Rusland, så flytiden til min fryd er længere. For jeg elsker disse langture, og hygger mig snart efter med en Bloody Mary (uden tabasco) og en skål opvarmede cashewnødder. Og bortset fra at besætningen fortsat skal bære de ulidelige mundbind – og de savnede frotté-vaskeklude – er alt igen som det plejer at være. Kursen er atter sat nordover, og jeg glæder mig til at komme hjem. Det bliver en stille flyvning over et tykt skydække, hvor det igen rumler et sted over Indien. Det er tid til refleksion over mine oplevelser, hvor alt igen er gået som planlagt uden uheld eller sygdom – og dog:
Kort inden afrejsen købte jeg to par sandaler, men glemte at gå dem bløde med strømper på. Det resulterede i nogle sår på tæerne og en blære på oversiden af højre fod. Man kan jo nok regne ud, at ondt gjorde værre da blæren sprang, fordi jeg hele tiden skulle trække dykkerfinnerne af og på. Trods medikamenter gik der betændelse i såret der sved, hver gang jeg dykkede. Saltvand kurerer som bekendt alle sår og skrammer. Men hvad nytter det, når man i næste øjeblik klaprer videre i sine nyindkøbte sandaler? Enden på det hele blev, at jeg måtte en tur til lægen efter hjemkomsten. Og hvad kan man så lære af det? Jo – som dykker skal man altid sørge for, at ens nye sandaler er gået til, så man udgår sår på tæerne – Og så kan man lære det kan man…!
Jeg læner mig tilbage i 12A og døser hen. Jeg har netop set en fremragende film, og drømmer mig tilbage blandt koraller og besynderlige væsner. I øretelefonerne høres endnu engang en af mine yndlingsartister, som heldigvis stadig findes i SQ’s musikbibliotek, og som jeg altid citerer i mine artikler med reference til Singapore Airlines. Denne gang lyder teksten passende:
.
And it’s my turn to reach and touch the sky
No one’s gonna say, at least I didn’t try…
.
Jeg døser hen igen og forsøger at sove et par timer. Skydækket fortsætter det meste af natten, men så klarer det op. Indflyvningen plejer at foregå i gråvejr – ofte med regn, men pludselig gentager forudsigelserne fra Indonesien: Over Danmark er der nu det smukkeste solskinsvejr, hvor landet ligger for fødderne af én i al sin pragt – uden en sky på himlen. Jeg genkender større byer, beskuer nysåede marker og de danske farvande ses tydeligt. Ja, selv større slotte og herregårde skimtes og under indflyvningen hele Møns Klint fra ende til anden. Og hvad kan man sige til det andet end: Ude godt men hjemme bedst.
.
CvC 15.05.23.